Formål
med
Østersøen rundt i hestevogn

 

Mange har spurgt os, hvordan vi dog er kommet på den idé at tage Østersøen rundt i hestevogn – og til det, kan vi kun fortælle vores lille historie.

Da Helle var gravid med Schalaco, omkom hendes far beklageligvis i en trafikulykke – det fik sat nogle tanker i gang – det gik pludselig op for os, at livet ikke varer evigt.

På det tidspunkt havde vi en tømrer- og snedkervirksomhed, en detailforretning, det hus vi boede i, et udlejningshus, div. kæledyr, fire børn + en undervejs samt alt det andet, som de fleste nok har, når man er en stor familie.
Vi boede i et dejligt område med kun 1 km til skov og strand – hvilket vi dog ikke fik så meget ud af, da vi jo altid havde travlt.
Hver i sær havde vi en arbejdsdag på minimum 80 timer i ugen, og hertil kom de hjemlige pligter.

En dejlig familie, en sjov men travl hverdag og hvad vi havde brug for af materielle goder …..
Men var det egentlig dét, vi ville med vores liv? Vi var enige om, at det var det ikke.

Men hvad ville vi så?

Vi ville have mere tid til hinanden og vore børn – være forældre på fuld tid og nyde vore børn, mens vi endnu havde dem hjemme. Dyrke vore mange interesser - sammen og hver for sig. Opleve verden, andre mennesker og andre kulturer. Udleve vore drømme før det er for sent og sidst men ikke mindst, vise vore børn at der er mange måder at leve på og mange forskellige værdier her i livet.

Vi havde på det tidspunkt længe talt om, at når vi blev pensionister, så ville vi tage en tur til Nordkap i hestevogn. Den idé udviklede sig nu med lynets hast og blev til en tur Østersøen rundt i hestevogn sammen med vore børn og til afvikling nu.

Vi afviklede vore virksomheder, satte begge huse til salg, holdt et stort loppemarked, hvor vi solgte stort set alt, hvad vi ejede, flyttede ind i et lejet sommerhus og gik i gang med at bygge den vogn, som skal være vores hjem de næste 2 år.